Jeg hedder Thorbjørn Jacobsen og er kandidat til Europa-Parlamentet samt suppleant til folketinget i Vestjylland for Liberal Alliance.
Ingen kan lide at se Else forrette sin nødtørft hængende i en kran over sin seng mens tre plejere kigger på. Eller en skoleklasse hvor undervisningen falder helt fra hinanden, når eleverne tester dagens vikar.
Dansk politik handler grundlæggende om, at der to veje til at løse den slags problemer. På den ene side er regler, kontrol og ensretning. På den anden: Motivation og frihed. Det lyder som et nemt valg, og det er det da også. Hvis ikke det lige var for snævre interesser og skræmmekampagner.
Alle ved efterhånden, at regler, kontrol og ensretning fører til, at alt bliver lige dårligt, at jobbene bliver utålelige og demotiverende, og at der spildes uhyrlige summer og værdifuld tid på, at nogen skal kontrollere skemaer, som andre først skal udfylde.
Så hvorfor har vi ikke for længst fået motivation og frihed i den offentlige sektor? Hvis sygeplejersker og skolelærere var fri for alle de regler og al den kontrol, ville de have bedre og mere motiverende jobs - og de ville have bedre tid til det borgernære. Og hvis borgerne selv kunne vælge hvor de vil behandles, eller hvor deres børn skal i skole, så ville de vælge "de goder steder" og få en god service.
Så hvorfor egentligt ikke?
Der er to svar på det spørgsmål.
For det første vil fraværet af regler og kontrol betyde, at enkelte - ganske få - vil slippe afsted med at gøre et dårligt stykke arbejde. Borgernes valgfrihed ville få dem til at "gå et andet sted hen". Men hvis ikke lederne af fx en daginstitution også har frihed til at belønne dygtige og engagerede medarbejdere og derved gøre sin institution attraktiv for brugerne, vil det medføre tomme afdelinger med uvirksomme ansatte, som "naturligvis" får samme løn (de er jo på samme overenskomst) som de dygtige, motiverede og travle kolleger på den populære afdeling i nabobyen. Og vi kan naturligvis ikke have at en offentlig arbejdsgiver gør forskel på ansatte i samme faggruppe og lønramme. Det er jo ren udbytning af arbejderklassen! ... eller er vi måske efterhånden nået ind i det 21. århundrede?
For det andet betyder fraværet af regler og ensretning, og mere frihed til medarbejdere og ledere, at de giver sig til at udfolde deres faglighed. Man kunne jo håbe, at en jordemoder ved mere om at hjælpe fødende, end den der har skrevet hendes gamle skema. Den slags frihed fører til forskellighed. Og det går jo ikke. Dels vil danskerne ikke acceptere, at andre får noget bedre end dem selv – vi har kun lokalt selvstyre så længe de ikke giver sig til at prioritere forskelligt lokalt, forstås! Og dels vil politikerne ikke fraskrive sig muligheden for at styre udviklingen i detaljer. Det er de samme politikere, der vil bestemme, hvor unge mennesker skal uddanne sig og bo, og hvordan et par skal fordele barselsorlov imellem sig. Man kan ikke give frihed til de offentlige ansatte, uden også at give det til borgerne og lederne.
Når der ikke er regler og kontrol sikres kvaliteten ved at brugerne kan "stemme med fødderne". Med al den frihed opstår forskellighed, og mistede muligheder for central styring. Det er en svær kamel at sluge i jantelovens land. Derfor har vi hidtil valgt regler, kontrol og ensretning over frihed under ansvar.
Det er en høj pris at betale for både ansatte og brugere af den offentlige sektor. Resultatet er en helt urimeligt høj skattebyrde for os alle, alt imens borgerne i stigende grad frygter at skulle i berøring med det offentlige system - uanset om det drejer sig om dagpleje, jobcenteret, sundhedsvæsenet eller ældreplejen. De ansatte i systemet søger også andre steder hen i afmagt, og unge mennesker ønsker ikke at uddanne sig ind i systemet. Det er den langsomme men sikre vej til velfærdssystemets kollaps.
Jeg mener det er tid at gå den anden vej. Vi skal fjerne 2 regler hver gang vi indfører 1 ny – ud med især de regler som medfører journaler, skemaer og kontrolprocedurer. De offentligt ansatte skal have friere rammer til at udfolde deres faglighed, og det skal være muligt at belønne ansatte som gør en god indsats. Vi skal give private aktører bedre mulighed for at løse opgaverne, og vi skal lade pengene følge borgeren.
Vi skal kort sagt have mere tillid, mere frihed og tillade en større mangfoldighed. Slip velfærden fri!
