Jeg hedder Thorbjørn Jacobsen og er kandidat til Europa-Parlamentet for Liberal Alliance.
Europa-Kommissionen beder om endnu flere penge. Logikken er at "med flere opgaver følger flere penge". Et nærmere blik på EU’s budget afslører dog, at problemet ikke er pengemangel, men forkert prioritering.
Hvert år bruger EU fx 135 mia kr på Den Europæiske Socialfond. Projekter omfatter blandt andet til et integrationsprojekt i Niedersachsen, hvor unge indvandrere skal lære om kønsstereotyper og maskulinitetsnormer. Et andet støttet projekt skal lære tjekkiske børn om dans, musik og arkitektur. Dertil kommer et sporvognsprojekt i Bratislava og kompetenceudvikling for flygtninge i Wien.
Listen over projekter vidner om at EU har bredt sig til en hel masse områder, hvor EU intet har at gøre. For min skyld kunne man spare hele beløbet, og lade disse projekter finansiere af landene selv. Når EU skal finde midler til øget forsvarssamarbejde, så er der masser af potentiale til at omprioritere - i stedet for at hæve kontingentet.
Jeg mener generelt at EU bør slankes, så det bedre kan fokusere på kerne-opgaverne Frihed, Fred og Frihandel. Mindre bureaukrati, færre EU-dekreter og mindre indblanding i nationale anliggender. EU har intet at skulle have sagt indenfor arbejdsmarkedspolitik, sammensætningen af bestyrelser, fordelingen af barsel eller ansattes tidsregistrering. Når EU blander sig for meget skaber det modvilje og mistillid. Det er ikke i nogens interesse - og derfor skal EU sendes på slankekur!